Del dette på

Dansk Halbyggeri samarbejder med BIG om Amager Bakkes skicenter

Dansk Halbyggeri er gået i jorden for at opføre skicenteret ved det prisvindende byggeri Amager Bakke.

Dansk Halbyggeri opfører i hovedentreprise skicenteret for foden af Amager Bakke. Skicenteret skal indrettes til både skiudlejning, café, omklædning og lounge med udsigt til den nederste piste på Amager Bakke.

Amager Bakke er et prestigeprojekt tegnet af BIG-Bjarke Ingels Group. Det har vundet The European Steel Design Award for sin indbydende arkitektur, der lægger op til mange fysiske aktiviteter på og omkring bygningen. Byggeriet er blevet meget omtalt, fordi taget på det store varmeværk hælder som en kæmpe bakke med et enkelt sving. Taget bliver udnyttet til skibakke og det meste af tagets overflade kommer til at bestå af pister til ski. Fra toppen er der en sort piste efterfulgt af en rød og en grøn. Men der er også gjort plads til Europas højeste klatrevæg, grønne løbelandskaber, og meget mere.

Skicenteret opføres for foden af Amager Bakke med en lige så markant arkitektur og bliver den naturlige indgang til bakkens mange faciliteter.

”Centeret skaber sin egen bakke i enden af parkeringspladsen. Her møder mange forskellige materialer og udtryk hinanden. Det er en meget interessant opgave, som vi glæder os til at løse i tæt samarbejde med projektets aktører,” siger Bent Storgaard, bygningsingeniør og projektchef i Dansk Halbyggeri.

Under den ophøjede del af parkeringspladsen indrettes skicenteret i beton, ubehandlet træ og store glaspartier. Materialerne understreger overgangen fra parkeringspladsens hårde asfalt til skibakkens blødere underlag. Facaderne består af glas for at skabe en let konstruktion og åbent udsyn til skibakken. Både stern og det integrerede værn er udført i cortenstål.

Om Amager Bakke
På Amager Bakke får besøgende mulighed for at stå på ski, løbe, gå tur og nyde udsigten. På samme måde, men i mindre målestok, drager skicenteret til leg og aktiviteter. Parkeringspladsens lille asfaltbakke, som ruller op på skicenterets tag, inviterer til brug på skateboard, løbehjul, cykler og andre aktiviteter, som ikke er tænkt ind i selve Amager Bakke.

Skicentret er en integreret del af parkeringspladsen foran forbrændingsanlægget, idet hjørnet af parkeringspladsen ligesom er løftet og buer let opad. Den rullende asfalt integrerer bygningen i landskabet både visuelt og funktionelt. BIG-Bjarke Ingels Group har tegnet skicenteret som den naturlige ankomst til Amager Bakke. Når man går fra bilen, giver det umiddelbart mening at skyde genvej igennem centeret. Indenfor bliver man mødt af den imponerende udsigt til Amager Bakke.


Print side |