Del dette på

Nye moderne idrætsfaciliteter opføres til endnu en efterskole

Så blev første spadestik taget på Sportsefterskolen Sjælsølund, hvor Dansk Halbyggeri A/S bygger ny idrætshal. Den nye hal skal styrke skolens badmintonlinje og profilering af skolen i kampen om nye elever.

Solen stod højt på himlen, da Sportsefterskolen Sjælsølund i Nordsjælland tog første spadestik på den nye idrætshal. Her opfører Dansk Halbyggeri en ny og moderne idrætshal, som skal tilbyde eleverne optimale forhold til at udøve deres fritidsinteresser under deres efterskoleophold.

Efterskolernes elevtal for 2018/19 satte ny rekord i efterskolernes historie* og det kan tydeligt mærkes hos Dansk Halbyggeri, som også mærker en øget efterspørgsel på nye faciliteter til skolerne. Det stigende elevantal skærper konkurrencen mellem skolerne og øger efterspørgslen på nye idrætshaller. Sport og bevægelse er populært, og gode idrætsfaciliteter er en vigtig del af efterskolernes profilering i kampen om eleverne for fremtiden. Badminton især er en stor succes for Sportsefterskolen Sjælsølund og derfor er idrætshallen fysisk optimeret til denne sportsgren. Skolen tilbyder Danmarks bedste og mest ambitiøse badmintonlinje i samarbejde med nogle af de bedste trænere og spillere i Danmark bl.a. Kasper Ødum og Tine Baun.

Den nye idrætshal på i alt 2200 m² indeholder udover selve hallen også flere klasselokaler, omklædnings- og badefaciliteter, foyer, teknikrum og en dansesal. Hallen er placeret i områdets naturlige lavning, i god sammenhæng med de eksisterende bygninger og med respekt for den omkringliggende natur. For at imødekomme badmintonsportens forholdsvis høje krav til bygningsgeometri, er gulvet i idrætsområdet sænket yderligere i terrænet, for at minimere bygningens indvirkning på landskabet.

Dansk Halbyggeri bygger en del til danske efterskoler. Senest er opført en ny hal til Efterskolen for Scenekunst, ridehal til Ladelund Efterskole og idrætshaller til Venø efterskole og Nøvlingskov efterskole. Udover byggeriet til Sportsefterskolen Sjælsølund, er der også igangværende byggeri på en ny ridehal til Halstedhus Efterskole.

Læs Elevtal 2018-analysen fra Efterskoleforeningen her


Print side |