Del dette på

Rejsegilde på ny idrætshal til Frederikssund Gymnasium

2 gamle gymnastiksale fra dengang ”Da far var knægt” erstattes af ny og moderne idrætshal. Dansk Halbyggeri har netop været til rejsegilde på den nye idrætshal til Frederikssund Gymnasium i Nordsjælland.

Frederikssund Gymnasium får i disse dage tag over gymnasiets nye idrætshal. Tirsdag blev der afholdt rejsegilde, hvor gymnasieelever, lærer, politikere og erhvervsfolk var samlet i den ufærdige bygning til både taler og pølser som traditionen byder. Første spadestik blev taget i sommeren 2019, og det forventes at hallen står færdig hen på foråret 2020.

Frederikssund Gymnasiet, der er selvejet, har siden 2007 haft en drøm om at bygge en idrætshal. Nu er det så endelig lykkedes og byggeriet er godt igang.

I gymnasiets snart 50-årige historie har gymnasiet klaret sig med to gammeldags gymnastiksale – som de fleste husker dem fra deres skoletid! 

De to gamle gymnastiksale suppleres nu med en ny stor idrætshal på i alt ca. 1650 m². Selve idrætshallen har den rigtige højde og fulde spilleflade på 20x40 meter der gør, at der nu kan spilles håndbold på fuld bane og badminton efter gældende krav og regler. De nye faciliteter er tiltrængt på gymnasiet, hvor over 90 procent af eleverne har idræt på skemaet hver uge, og løfter idrætsundervisningen til et helt andet niveau. 

Idrætshallen er i et plan, mens den resterende del af bygningen er opdelt i stueetage, 1.sal og 2. sal, som indeholder dansesal, undervisningslokale samt omklædningsfaciliteter, depotrum, balkon, lift mv.

Den nye bygning er arkitektonisk tilpasset den eksisterende skole, således at der opstår en naturlig sammenhængskraft mellem den nye og den gamle bygning.

Den nye idrætshal til Frederikssund Gymnasium opføres af Dansk Halbyggeri i totalentreprise - i samarbejde med arkitekterne Mangor & Nagel A/S og Ingeniør Hundsbæk & Henriksen A/S. Det var ligeledes Mangor & Nagel der i sin tid tegnede gymnasiet. 


Print side |